lørdag den 8. november 2014

Farvel for denne gang

Blog for fredag d. 7. november
Så landede Anders og jeg i Svendborg, efter en god sidste dag på Gedser Fuglestation.
Dagen var forholdsvis mild, og vi fangede 94 fugle, så det var helt fint. Vejret holdt sig pænt hele dagen, og vi sluttede af med en rødmosset måne, som rejste sig, da vi lukkede nettene.
Vi brugte den sidste dag på en masse praktiske gøremål. Hvad der var vores værelse i knap 3 1/2 måned, er nu klar til indtagelse af andre mærkere.

Vi er begge taknemmelige for alle de smil vi har mødt på vejen og alle de mennesker, som har lagt deres vej forbi GFU. Vi vil gerne takke alle andre frivillige for et super godt efterår, med en fantastisk indsats. Vi har jo været så mange, at det er lykkedes os at slå en del rekorder dette efterår! Blandt andet årsrekord for Fuglekonge, Rødhals og så tog vi oktober-rekord.
Og så var der jo (ikke at forglemme) den nye art for landet, som blev fanget i oktober. Og de dertilhørende twitchere, som kom med håbet om at se fuglen den næste dag.
Vi er kommet hjem med så mange gode oplevelser, og masser af blod på tanden.

Og tak til alle, som har læst med på bloggen, og alle jer der har givet et skulderklap. Det har været en fornøjelse at skrive til jer!
Det bliver altså et stort tak for denne gang, og ikke mindst et på gensyn, til alle omkring GFU.

Heidi og Anders

1 kommentar:

Kristian sagde ...

Hej Heidi og Anders.
Vi vil gerne sige jeg begge mange tak, dels for den måde vi er blevet modtaget på, når vi har aflagt jer besøg hen over sommeren og efteråret i den periode, hvor I har ringmærket på Gedser fuglestation. Det har altid været en fornøjelse at opleve den glæde og entusiasme i lægger for dagen, når I fortæller om de fugle, der bliver fanget og ringmærket. Man føler sig altid velkommen, næsten ligegyldig hvor travlt optaget I er.

Også en stor tak til jer for bloggen. Der går næsten ikke en dag uden vi lige skal ind og se, hvad der nu er sket siden sidst. Især en tak til dig, Heidi, for din levende og underholdende fortællestil, der viderebringer, din glæde over de oplevelser, som I har haft.

Vi vil se frem til et forhåbentligt gensyn.

Mange hilsner
Benthe og Kristian.