mandag den 3. november 2014

En stille novemberdag

Anders og Johan tog morgenmærkningen, og lukkede da den standardiserede mærkning var overstået; Blæsevejret gjorde fuglene lidt umedgørlige. På de fem standardiserede timer fangede de sølle seks fugle: En Spurvehøg (Accipiter nisus), en Fuglekonge (Regulus regulus), tre Solsorte (Turdus merula) og en Vindrossel (Turdus iliacus).
Vindrossel (Turdus iliacus)
Dagen har altså ikke overordnet stået i ringmærkningens tegn. Men der er blevet lavet god mad og faktisk to gange dessert - vi klager ikke. Jeg har slået græs i hele haven og så har der ellers været tid til at tage en "morfar" og diverse andre indendørs-hygge-ting. (Vi har bl.a. slået rekord i antal spiste pakker popcorn i dag!)

Vi håbede på at kunne give den et forsøg med at fange fugle på stranden her til aften, men Anders og jeg måtte give op inden vi overhovedet kom i gang, på grund af det kraftige måneskin.

Morgendagen ser igen blæsende ud, og det er i morgen Abbi og Joes tur til at prøve lykken med morgenmærkningen. Vi krydser fingre for, at det går bare lidt bedre end det gjorde i dag.

Blog: Heidi Vibe Frederiksen 
Foto: Anders Odd Wulff Nielsen

Ingen kommentarer: