søndag den 10. august 2014

Foreløbig sæsonopgørelse og oddens første Damklire

Dagen startede fint ud, men vejrudsigten forudså en del blæst her på Danmarks sydspids. Denne gang holdt vejrudsigten desværre stik, hvilket betød få fugle i vores net. Temperaturen holdt sig nede på 19 grader fra vi satte net op kl. 04.40 til vi tog dem ned igen kl. 10.15.
Dagens mærkninger gav en total på 45 fugle, fordelt på 11 arter. Vi havde dog også en del genfangster.
Men de 259 netmeter bød alligevel på lidt godt: En enkel Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix), en Nattergal (Luscinia luscinia) og en (længe savnet) Sivsanger (Acrocephalus schoenobaenus). 
Over haven så vi i løbet af morgenen desuden to flokke af Lille Korsnæb.
Dagens Sivsanger (Acrocephalus schoenobaenus)
Sivsangeren set ovenfra - En lille brun fugl, men i mange flotte nuancer! 
Dagen er ellers gået med hygge indenfor - vi lagde rigtig godt ud med besøg fra Bøtø. Bente og Christian kom forbi med morgenbrød! Vi lever simpelthen det søde liv her på stationen. Efter en kop kaffe og en sludder tog de videre, og vi hyggede os lidt indenfor (eller Anders tog en lur, hvor hyggeligt det så end er).
Til eftermiddag tog Anders' forældre os en tur til Bøtø, hvor vi lige rundede Noret og derefter fik en stor is hver (skal jeg snart nævne flere gange, hvor godt man har det på GFU?). Så drog de hjemover, og nu er der atter stille på stationen, hvor vi igen er alene tilbage - Anders og jeg (og den der rigtig gode cheesecake fra i går, smovse smovse).
Den famøse cheesecake med friske brombær fra haven 
Anders er nu cyklet (i meget høj fart, kan I tro) ud til sydspidsen, hvor Louis står (og har stået hele dagen, så vidt jeg ved).  I modsætning til herinde i haven, så har der været gang i den derude i dag! Louis har her til aften set fem eksemplarer af Lille Kjove (Stercorarius longicaudus) og tidligere på dagen blev der set en Damklire (Tringa stagnatilis). Sidstnævnte skulle eftersigende være Gedser Oddes første fund! Anders Prehn har skrevet mere på dofbasen (tryk på linket og se mere om dagens indtastninger)! Anders har blandt andet også indtastet observationer af Atlingand (Anas querquedula), Islandsk Ryle (Calidris canutus), Strandhjejle (Pluvialis squatarola), Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus) og Sortterne (Chlidonias niger).

Dagens Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix)
For at vende tilbage til, hvad overskriften dækker, så har vi i dag - bare for sjov - taget et kig på status for denne sæson indtil nu. Den standardiserede mærkning startede som sædvanlig d. 20 juli, og indtil videre har vi mærket 1298 fugle. Sidste år havde vi i samme periode mærket 1266, så vi følger i hvert fald godt trop i år!
Vi har lavet lidt forskellige sammenligninger, og jeg vil hurtigt påpege, at disse tal er antal ringmærkede fugle i 2013 og 2014 inden for samme tidsramme (20/7-10/8), det er altså kun to års sammenligninger, og skal derfor tages med et gran salt. Anders og jeg er desuden ikke uddannede biologer, og kan ikke udtale os videre om disse tabeller - vi synes bare det var spændende at se tallene. Jeg har lavet to tabeller, med fugle vi selv har valgt ud fordi det var dem vi synes det var sjovt at se på.
På den lodrette akse ses antal mærkninger i perioden, og på den vandrette ses de arter vi har slået op i vores database (Tak til Anders Zuschlag, for den seje database!).
Gærdesangerne (Sylvia curruca) ligger helt sikkert i toppen indtil videre i år, med 425 mærkede fugle i den valgte periode! Lad os se hvad de næste dage bringer! I morgen ser det ud til, at blæsten rigtig tager fat, så der er det slet ikke sikkert vi kan åbne net. Men det betyder jo bare en fridag til at klare alle de andre ting, som skal gøre på en station som denne!

Godaften og godnat fra GFU.

Blog Heidi Vibe Frederiksen - Fotos Anders Odd Wulff Nielsen 

Ingen kommentarer: